Innovation as usual i coronaland

Coronavirus, forretningsdrivende og innovation er noget, vi virkelig ser udfolde sig i de her dage. Menneskets evne (eller mangel på samme) til at finde på nye forretningsmodeller udspiller sig for alle pengene. Nogen ser lynhurtigt en mulighed – andre lukker ned pga. for meget fremtidståge. Hvem er du af de 2 typer? Og hvad kan du gøre for, at innovation bliver til ”as usual?”

Da jeg læste bacheloren enterpreneurship & innovation, fik vi en bog udleveret, der hedder Innovation as usual. Bogen gav mig indblik i, hvordan vi kan facilitere innovative forretningsmodeller og udvikling – og det er virkelig brug for nu.

Nogle virksomheder kan og vil ikke overleve

Lige nu udspiller der sig en tragedie i det danske erhvervsliv. Nogle virksomheder giver op. De har ikke mere likviditet. Nogle fortsætter med at gøre det samme, som de altid har gjort – og de har i hvert fald ikke tænkt sig at lave noget om, selvom folk ikke kommer ned i deres fysiske butik de næste 3 måneder. Når de så må dreje nøglen om, kan de så sige: ”Ja, coronaen tog jo fuldstændig livet af detailhandlen.” Og jeg er ked af at sige det. Men jeg kan komme i tanke om de 30 første butiksejere, der vil sige det. Men gjorde de alt? Nej, de gjorde nøjagtig, som de plejer at gøre – as usual. Men sådan kan man ikke gøre nu. Innovationen er nødt til at træde ind hos alle virksomheder og deres ansatte.

Og det er så de sidste, jeg vil pege på. Der vil nemlig også ske det, at vi kommer til at se mange, der kæmper for deres liv som selvstændige eller iværksættere – og de vil sætte nye initiativer i søen. De vil tilbyde online køb via deres Facebook side. Nogen vil få sat en hurtig webshop op. Andre igen vil tilbyde noget helt andet end det, som de plejer at gøre. Men de vil gøre, hvad der er nødvendigt i en periode. Det kan være, at en restaurant begynder at gøre ud med take away i nærområdet eller tilbyde at handle ind og levere hjem til mennesker, der er i karantæne. Det kan også være, at ejeren af en lille fysisk butik begynder at lave online kurser om indretning, aktiviteter med børnene eller online undervisning i en periode. Ikke fordi, at det er det, der ligger først for – men fordi, det er påkrævet for at kunne klare den økonomiske del af corona krisen.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at den sidste og tredje gruppe, vil få det hårdt. Nogen af dem har ikke været innovative før – men nød lærer nøgen kvinde at spinde – og så vil de få sat gang i innovationen. De vil formentlig brænde nallerne en del, fordi de ikke er vant til at begå sig et innovativt setup. Men der er større chance for, at de vil overleve end de, der bare fortsætter i samme spor uden at forandre noget.

Og den sidste gruppe af de, der laver innovative løsninger nu, vil trives i alt det her. De vil også have det hårdt og være usikre på fremtiden – men de lever af at være innovative. De har gjort det før. De kommer helt sikkert til at gøre det igen. Og de skal gøre det nu for at overleve.

Da “plejer” døde i dansk erhvervsliv

Selvfølgelig kunne alt det her ikke ske, hvis vi ikke havde et folketing, der tager alle de drastiske beslutninger for at hjælpe os selvstændige og iværksættere. Men alfa og omega er bare, at vi må huske på, at innovation as usual indstillingen kommer til at redde rigtig mange danske virksomheder. Specielt hvis man tør løbe en risiko og gøre noget, man ikke plejer at gøre.

”Plejer” i dansk erhvervsliv afgik ved døden onsdag den 11. marts, og nu er innovation og handlekraft født på ny. Er det særlig fedt? Overhovedet ikke, og jeg har selv så meget fremtidståge, at jeg næsten finder det ubærligt lige nu. Men uanset hvad, så må de klogeste, dygtigste og mest innovative overleve. Og jeg håber så sandelig, at din virksomhed er en af dem, der siger: ”Jeg vil overleve – og jeg vil gøre det, der skal til for det. Jeg vil lave innovation as usual!”

 

Jane
Team Offbeat Media

Jane Vennersdorf

Jane Vennersdorf

Indehaver

mar 14, 2020

Tilmeld nyhedsbrev