
Er TikTok det nye sorte?
Med mere end 1 milliard aktive brugere er TikTok det mest populære sociale medie i verden og antallet af danske brugere er markant stigende. TikTok startede med at henvende sig til unge mellem 16 – 24 år, men ifølge Dansk Erhverv er brugerne faktisk ældre end de fleste går og tror. Derved kan man som virksomhed ikke blive ved med at ignorere dette medie med fordommene om, at det useriøst og kun for børn og unge.
Først, hvad er TikTok overhovedet og hvad kan det?
TikTok er en blanding mellem Instagram, Youtube og Snapchat og formatet er små videoer på ca. 30 til 60 sekunder (de kan dog være op til 10 min.), hvor der kan tilsættes musik, lyd, tekster, emojies osv. Hvor kun fantasien sætter grænser.
Algoritmen fungerer på den måde at man indenfor få minutter kan få flere tusinde views. Algoritmen tager udgangspunkt i, hvad brugeren tidligere har set, liket eller kommenteret, og så får man endnu mere af det. Men man bliver ikke kun eksponeret for den samme slags indhold, som man gør på fx Instagram. Her er TikTok anderledes da den også viser brugeren det indhold, den tror man vil synes godt om.
Algoritmen tager udgangspunkt i lignende brugere og hvilket andet indhold de også interagere med. Man kan på en måde godt sige at TikTok ”tør” prøve sig frem og derved kan man hurtigt blive eksponeret for rigtig meget forskelligt slags indhold. Dette kan være en fordel for virksomheder da det ikke kun er de brugere, der har vist interesse i lignende indhold, der kan blive eksponeret for deres indhold, men samtlige 1 milliard brugere.
Men betyder det så at I skal bruge TikTok i jeres markedsføring?
Ja og nej, selvfølgelig ikke, hvis det slet ikke er relevant for jeres produkt, så er der ingen grund til at bruge ressourcer eller penge på dette medie.
Men da man nok ikke kan komme udenom dette medie i fremtiden, så er det en god ide i det mindste at forholde sig til hvad mediet kan både som B2B og B2C virksomhed. Hvis I ønsker at være på forkant, er der et næsten urørt marked, da der ikke er særlig mange danske virksomheder, der bruger dette medie i deres markedsføring. Endnu..
Hvis jeres virksomheds målgruppe er generation Z eller I planlægger at skulle ud og fange den yngre målgruppe i den nærmeste fremtid, så er det jo også nødvendigt at være opdateret på de seneste tendenser og være til stede der, hvor målgruppen bruger det meste af deres tid online.
Det er dog ikke hvilken som helst form, for indhold eller annonceringer som I kan bruge for at ramme generation Z, fordi de er vokset op online og de er vant til at blive eksponeret for reklamer konstant og de kan godt gennemskue når en virksomhed ”bare” er ude på at få en transaktion igennem. Der er så mange virksomheder, der kæmper for at få de bevidste og kræsne unge forbrugeres opmærksomhed. Derfor er det så vigtigt at, hvis I skal opnå succes på TikTok at I er kreative og anderledes tænkende og ikke mindst at I opbygger en relation til forbrugerne med jeres indhold.
Markedsføring strategi på TikTok kræver kontinuitet
Annoncer på TikTok er langt fra det samme som når I annoncer på fx Facebook og Instagram. Det er ikke på samme måde muligt at nå den samme reach for det samme budget, så her er dine annoncekroner klart givet bedst ud på de velkendte medier. På TikTok kan det give god mening blot at fokusere på at skaffe organisk trafik med organisk indhold da rækkevidden er meget afhængig af mængden af interaktioner.
For at få den yngre generation til at interagere skal indholdet være relaterbart, up to date og pointen skal komme i løbet af de første få sekunder. Det er også meget vigtigt at der kontinuerligt kommer indhold op for at vedligeholde interessen. Så hvis I beslutter jer for at gøre noget ud af jeres markedsføringsstrategi på TikTok er det vigtigt at I sætter ressourcer af til det, for hele tiden at skabe nyt indhold og følge med de trends og tendenser, der viser sig på mediet. Her kunne det også være relevant at kigge på influencermarketing da det meget er det som TikTok er båret af i forvejen.
TikTok Academy
For at gøre det nemmere for virksomheder og brands tilbyder TikTok en række online kursuser. Disse er udarbejdet til at uddanne virksomheder i, hvordan de bedst udnytter TikTok i deres marketing.
TikTok Academy er et gratis værktøj og skabt som en læringsoplevelse, der vil udvide din viden om appen og give indsigt i, hvordan du får bedst succes med din markedføring på mediet. Der er blandt andet lektioner til at optimere jeres kampagner samt mere dybdegående indsigt i bruger trends og adfærdsmæssige skift der er vigtige at vide i TikTok sammenhæng.
Akadamiet er bygget op i moduler, hvor der i hvert modul er videoer efterfulgt af spørgsmål der tester din viden af, hvad du lige har lært. Efter hvert modul får du et certifikat, som du fx kan vise på din LinkedIn Profil.
Du kan læse mere om TikTok Akademiet her
Opsummering
Hvis man kan finde sin niche, hvor man eventuelt kan skille sig ud fra mængden og hvis man er kontinuerlig med at lægge indhold op, så er TikTok et helt fantastisk medie til at øge kendskabet til jeres virksomhed eller brand. Da det også er et forholdsvis nyt medie, er konkurrencen heller ikke så stor endnu. Og hvis du tør prøve kræfter af med mediet, så giver dig en ekstra platform at være tilstede på.
Maria
Team Offbeat media

Maria Antonsen
Marketing & tekstforfatter